Balstyrisk bevægelses-frihed par excellence. Krops-virtuos med absurd kropsbevidsthed. Visuel tegner/kunstner, danser, koreograf, iscenesætter, håndstands-artist og bevægelses-ekspert.
Under overskriften En cirkus-karriere i konstant bevægelse har DYNAMO inviteret skotsk-fødte performer, danser og artist Iona Kewney til at arbejde som ”Artist in residency” i april måned. Opholdet afsluttes den 23. april med en ”Work in progress”-visning. Her præsenterer Iona Kewney sammen med sin kunstneriske partner Joseph Quimby en række ideer fra deres fælles proces.
Iona Kewney og musiker Joseph Quimby arbejder sammen under navnet Knights of the Invisible og ‘Waiting for the Sea Eagle’ er arbejdstitlen på duoens performance-projekt der i dette stadie kredser om det udpræget anatomiske, æteriske, euforiske og indvortes: Et landskab af krop, sind og fantasi udfoldet i et abstrakt univers grænsende mellem surrealisme og hyper-realisme.