Om alverdens hulle
Huller er skræmmende, og huller er spændende. Huller er muligheder, og nogle huller er helt umulige at begribe. Der er så mange huller, at vi aldrig når helt til bunds.
W/hole følger to jonglører og deres fælles fascination af alle hullerne omkring dem. En overraskende fortabelse i et velkendt fænomen, der har ledt dem fra knaphuller til verdens dybeste hul på Kolahalvøen.
Intet hul er for småt eller stort til at rumme deres forundring – hullerne de finder, hullerne de fylder og hullerne de selv skaber undervejs.
Gennem de to antiheltes fåmælte venskab og utraditionelle valg af jongleringsobjekter opstår en helhjertet og halvtosset forestilling, der kombinerer tør komik med deres fintfølende sans for det betagende ved nørderiets vedholdenhed.
På lavpraktisk gør-det-selv manèr får de skovle, spande, reb, sand og brædder til at udgøre en hel og hullet jongleringsforestilling om alt det, der kun er, fordi noget andet ikke er.
I sidste ende er mennesket ikke andet end massen om det hul, vi på forunderlig vis efterlader os i verden, når vi dør.
“Et Mesterligt makkerpar. ‘W/hole’ forener spektakulære og visuelle kvaliteter med oplevelsen af to nycirkusteaterartister i særklasse.” – Teateravisen
VARIGHED 55 min.
ALDER 7 år og op
BILLET
Med DYNAMO-kort: 0 kr.*
Voksen forsalg: 120 kr.
Voksenbillet i døren: 200 kr.
Pensionist, fattig, studerende og ung u/25: 80 kr.
Børn u/15: 40 kr
*Køb dit DYNAMO-kort nu for at se en masse scenekunst og spare en masse penge! Det koster 350 kr. for hele sæsonen 21/22 (særlige betingelser følger)
Om kompagniet
Rapid Eye skaber forestillinger i grænselandet mellem nycirkus, dans og visuelt teater. Forestillingerne er præget af en kærlighed til mennesket og dets undren over verden, og udforsker opfattelsen af virkeligheden på legende vis.