Der er 100 sekunder til midnat. I 2020 blev dommedagsuret – et symbol på videnskabelige bekymringer om menneskehedens udryddelse – sat tættere på midnat end nogensinde.
Hvordan kontemplerer vi fremtiden i et sådant øjeblik? Hvad er det for nogle valg, vi arver, og hvordan påvirker de valg, vi træffer, generationer der kommer?
I en verden hvor man bliver bombarderet med klimakrise, spændinger mellem atommagter og pandemier, undersøger ‘Out of Balanz’ menneskets naivitet og dets higen efter kærlighed og overlevelse.
‘Før vi forsvinder’ er en ny tragikomisk performance, der med afsæt i klimakrisen, går på opdagelse i menneskets selvdestruktive og transformative kraft og tager os i hånden og guider os på vejen fra fortvivlelse til håb. ‘Før vi forsvinder’ kombinerer den kraftfulde energi fra fysisk teater og nycirkus med skrøbelighed og humor.
Skuespiller Lars Mikkelsen har lavet voice over til forestillingen, og den elektroniske musiker Rumpistol har komponeret forestillingens soundtrack.
‘Før vi forsvinder’ produceres af Out of Balanz i samarbejde med DYNAMO Workspace og Teater V.
Forestillingen er på dansk.