Bremer/McCoy – særarrangement

Fredag d. 23. oktober kan du komme til koncert med den kritikerroste dub-jazzduo Bremer/Mccoy.

Væbnet med klaver og kontrabas har duoen Bremer/McCoy, bestående af Morten McCoy (pianist og komponist) og Jonathan Bremer (bassist og sangskriver), formået at give genklang i både ind- og udland. Duoens fjerde og seneste album, ’Utopia’, blev udgivet i samarbejde med det amerikanske label ’LUAKA BOP’, der er grundlagt af Talking Heads-frontmanden David Byrnes.

De har været nomineret til den prestigefyldte kritikerpris ’Steppeulven’ mere end én gang, blandt andet i kategorierne ’Årets Musiker’ og ’Årets Komponist’. Og de har givet udsolgte koncerter over hele landet, her i blandt på Momentum Musik, Copenhagen Jazzhouse og Bremen Teater i København.

Om deres musikalske univers siger duoen selv: 
”Vi lever i en tid med meget støj og mange distraktioner. Det kan være svært at finde hellige rum, hvor man kan fordybe sig og være alene med sig selv. Så vi prøver at skabe musik, der kan guide lytterne derhen. Den overordnede ambition er at bidrage til noget, der binder folk sammen. Vi har fået nogle overvældende oplevelser igennem musikken, og det håber vi også, at vores lyttere kan”

Koncerten præsenteres som et samarbejde mellem Momentum Musik og Dynamo Workspace og afholdes i Dynamos store hal på havnen.

OBS: Da dette er et særarrangement, er der desværre ikke gratis adgang med Dynamokort. Der er imidlertid et begrænset antal billetter, hvor der gives rabat til årskortholdere.

For vores publikums sikkerhedsskyld, har vi indført nogle retningslinjer, som skal sørge for at alle der besøger os føler sig sikre og kan nyde deres besøg ved Dynamo fuldt ud. 

Når du skal til et arrangement ved Dynamo, uanset om det er en forestilling eller andet, skal du have mundbind på når du står op. Når du sidder i salen til en forestilling, eller ved et bord i baren, kan du altså tage dit mundbind af. Hvis det skulle ske, at du har glemt et mundbind, kan du købe et i døren. 

Vi har sørget for godt med plads i salen, så vi kan holde sikker afstand til hinanden, og vi sørger for afspritning og rengøring flere gange om dagen. 

Hvis du har nogle spørgsmål om vores Corona-tiltag, er du hjertens velkommen til at kontakte os. 

Støttet af

Statens Kunstfond Odense Kommune