Dobbelt op på nycirkus i uge 46

I weekenden den 16., 17. & 18. november har vi glæden af, at præsentere vores publikum for to helt igennem utrolige forestillinger.

Det bliver en lærerig tour de force-light rundt i den moderne nycirkusverden med to forestillinger der ret fint viser spændvidden genren. Fordi vi har to forestillinger i huset over samme weekend, har vi lavet en samlet billet for hele weekenden som vi kalder “Dobbelt op”. For hvorfor nøjes?

Fredag og lørdag befinder vi os i den ordløse og poetiske ende af spekteret, når vi viser solo-opvisningen VERTIKAL af Zirkus Gonzo. Her vil publikum stifte bekendtskab med rebet som redskab og luftakrobatikken som kunstform, når reb-artisten Finn Jagd sammen med lyddesigner Chris Sigdell ordløst beretter smukt og poetisk om livets faser: Striving, dying, becoming!

Søndag præsenterer vi forestillingen “Una Vita A Matita” (Et Blyantliv) af de to italienske artister Lorenzo Covello og Quinzio Quiescenti. Vi bliver fortsat i det fysiske (det er jo nycirkus), men denne gang befinder vi os i et mere mystisk og til tider absurd univers. De to artiser trækker på blandt andet Jacques Lecoq, men som forestillingen udfolder sig, giver den anledning til eftertænksomhed. For skuffelsen er måske lige som regnvejrsdagen, det element der får glæden til at skinne endnu kraftigere?

Køb din Dobbelt op-billet til begge forestillinger her.